Foredrag: Berlinmuren fortalt gennem levende billeder
Berlinmuren er skildret gennem kortfilm, fiktionsfilm, dokumentar og tv og i dette filmiske foredrag stilles der skarpt på Berlinmurens historie set gennem filmens forskellige udtryk.
Allerede kort efter Berlinmurens bygning kom de første kortfilm om de enorme menneskelige konsekvenser. At familier, venner og kærester blev splittet ad.
Inden for fiktionen var var det især siden 1970’erne at muren blev et tema, som fascinerede filmpublikummet, som i Wim Wenders’ Himlen over Berlin (1987).
I 1960’erne blev der især inden for fiktionen især på spionhistorierne udspillet i skyggen af den Kolde Krig, der solgte biografbilletter. Som fx Alfred Hitschcocks Torn Curtain, der udspilledes i Østberlin og København i 1960’erne.
I DDR var Berlinmuren omgærdet af censur, hvis man ikke fulgte partilinjen om den heroiske skildring af muren som en “antifascistisk beskyttelsesmur.” Derfor blev muren et i høj et tabu for filmmagerne, hvor man helt undgik film, der problematiserede muren eller stilledes spørgsmålstegn ved dens eksistens. Og var der endelig flugthistorier, som i DDR-filmen Die Flucht (1977) med Armin Müller-Stahl i hovedrollen, var menneskesmuglerne så koldblodige, at de først afpressede og siden slog den flygtende ihjel.
Især siden Berlinmurens fald kom der spændende film, der tager livtag med DDR-styret og de skæbner, der gemte sig bag muren. Muren gik fra at være et symbol for ufrihed og diktatur til en symbol for oprør og demokrati. Det gav en helt anden grundfortælling.
Ikke mindst med det oscarvindende drama De Andres Liv og komedierne Sonnenallee og Goodbye Lenin, der alle har tyske instruktører. Men også en række mindre kendte kort- og spillefilm bliver inddraget.
Gennem biograffilmen er muren blevet en del af den fælles bevidsthed, både som en konkret størrelse, men ikke mindst som symbol. I dette visuelle foredrag er der eksempler fra film, der er produceret både under og efter Berlinmurens fald.
Længde: 60 til 120 minutter – diskussion mulig.
Pris: Efter aftale.
Kort efter at den første del af Berlinmuren blev opført den 13. august 1961 fik den tysk-amerikanske instruktør Billy Wilder travlt. Han var just forinden blevet færdig med indspilningen af sin berlinske koldkrigskomedie One, Two, Three, om en vestberlinsk Coca-Cola-direktør, der skal passe på chefens frimodige datter, der er på Europa-rejse. Hun forelsker sig i en glødende ungkommunist fra Østberlin. Og så kører løjerne med mange politiske under- og overtoner ellers derudaf i den lystige film, hvor der deles slag ud til begge lejre i Den Kolde Krig.
Dengang filmen blev indspillet, var muren ikke bygget, og det var muligt at passere frit mellem bydelene. Men da muren så blev opført, havde Wilder lavet filmen som en tilbageblikshistorie til tiden før Muren. Der var dog kun få, der var parate til at gå i biografen for at grine af karakterer, der havde fået problemer på grund af Den Kolde Krig.
Filmen blev et flop, men mange år senere, i midten af 1980’erne fik den kultstatus i Vestberlin. Og siden murens fald har man igen kunnet grine af filmen. Men fordi filmen floppede så fælt, blev Berlinmuren filmisk en slags tabu.
Kommercielt mente man ikke, at der kunne tjenes penge på film, der beskæftigede sig med muren. Politisk var det også problematisk, især fordi man ikke ønskede at udstille uenighederne med DDR på en måde, der kunne virke propagandistisk.
Den komplekse politiske situation omkring muren, og den store smerte som muren havde medført for millioner af mennesker, var svær at balancere imellem. Der skulle derfor flere årtier, før man for alvor tog Berlinmuren alvorlig som et centralt motiv i de filmiske fortællinger.
